Bag om Stilleleg: Julie anno gymnasietiden
Jeg skrev Stilleleg, mens jeg gik i 2.g. Den udkom kort efter, at jeg var begyndt i 3.g. Bogen og dens karakterer er selvfølgelig langt hen ad vejen ren fiktion, men jeg lod mig selvfølgelig også inspirere af mine daværende omgivelser på Frederikshavn Gymnasium.

Putterne
Noget af det, jeg hentede direkte ud af virkeligheden, var holdningen til 1.g’erne (putterne) og indgangsritualet, hvor 3.g’erne slår 1.g’erne med bøgegrene og synger puttesangen.
Det er ikke engang løgn, det gjorde de! Vi var rystende nervøse for vores første dag i gymnasiet, og så var dette måden at byde os velkommen på? Lad mig bare sige det sådan, at jeg følte Saras forargelse på egen krop.

Hoffmann
Hoffmann var også kraftigt inspireret af virkeligheden. Han var ikke min matematiklærer, men min historielærer. Det var faktisk i middagspausen lige inden en historietime, at min daværende redaktør ringede mig op for at fortælle mig, at de gerne ville udgive Stilleleg.
Da jeg ankom stortudende og forvirret til undervisningslokalet, endte det selvfølgelig med, at der måtte afholdes en ‘spørg og fortæl’ om min kommende roman. Den varede hele historietimen til min ublu fornøjelse, for jeg var ærlig talt ikke særlig gode venner med historiefaget.
Min pædagogiske lærer, der vidste, at jeg var uden for rækkevidde, hev engang et verdenskort ned og spurgte mig: “Hvor ligger Rusland?”, og jeg svarede: “Til højre”. Muligvis denne bemærkning, der skånede mig for et 02 i eksamensbeviset!
Læs mere om Stilleleg her, eller besøg forlagets Stilleleg-side her.